Om

Som barn tegnede jeg meget, derfor kom jeg på kunstskole. Siden da har det kunstneriske udtryk været en naturlig del af mit liv. Det er en livslang proces der hele tiden udvikler sig og giver mig en ny forståelse af, hvad det vil sige at være til stede på denne fantastiske Jord.

Ofte arbejder jeg projektbaseret, det giver mig mulighed for at gå i dybden med en oplevelse eller inspiration. Hver gang er det som at begynde en rejse i ukendt land.

Jeg arbejder fortrinsvis med oliemaleri, akvarel og oliekridt. Skulpturerne er skabt af gips, beton eller akrylglas, de kan have bearbejdede overflader af  pigment, messing, kobber eller aluminium. Mit udtryk er grafisk og ekspressivt, jeg forsøger at være i et optimalt nærvær i mit arbejde med formgivning af skulpturer og min bearbejdning af farven på lærredet.

I mit kunstneriske arbejde har det længe været relevant at beskæftige mig med live maleri i det offentlige rum, jeg ønsker at sætte fokus på den kreative proces. Kulturen er ofte baseret på at vi forholder os mentalt til virkeligheden omkring os, men det er naturligt og grundlæggende for mennesker at opleve kreativt og billedkunsten er en af de ældste kreative udtryksformer. Hulemalerierne i den franske Grotte Chauvet er 32.000 år gamle, det betyder, at malerkunsten er omkring seks gange ældre end skrivekunsten. Det er min erfaring at arbejdet med maleri i det offentligt rum, taler til mange uanset alder og baggrund.

Tidligere har de historier jeg har fortalt i mit maleri handlet om den indre proces, desuden har jeg arbejdet med portrætter. På ekspressiv vis har jeg med farver og strøg skildret mennesker i mine malerier. Ofte har jeg malet portrætterne på en arbejdsplads eller i en families dagligstue, de der blev portrætterede har hele tiden kunnet følge med i processen.

I forbindelse med nedlukningen i foråret 2020 pga. COVID-19 tog jeg ud til kysterne som mange andre på Djursland. Naturen fik mig i en særlig tilstand,  aldrig før havde jeg set og oplevet noget så vidunderligt. Det gav mig inspiration til kunstprojektet "Live Maleri ved Djurslands Kyster". Der findes beskrivelser og billeder fra projektet på: Kunstprojekt – Livemaleri Ved Norddjurslands Kyster

Jeg er en del af kunstnerfællesskabet Kunstværkstederne Djursland. Vi er fire kunstnere og en iværksætter som har til huse i en 430 m2 stor erhvervsbygning i Trustrup. Vi har ingen faste åbningstider, men man kan altid komme på besøg efter aftale. Desuden holder vi løbende udstillinger og forskellige events.

Kunstprojektet "Live maleri ved Norddjurslands kystlinje"

Projektet modtog støtte fra Kulturministeriet og Norddjurs kommune

Open Call - "Nordens Lys" - Duck Residence 21

Sammen med 12 kunstnere fra de nordiske lande udstillede jeg kunstværker "Vejen til Regnbuebroen Bifrost" på søerne i Viborg. Værket blev til under Duck Residence 2021. Projektet var støttet af Statens Kunstfond.

Det spørgsmål som jeg har beskæftiget mig med i arbejdet med temaet ”Nordens Lys” er: Hvad sker der hvis vi forholder os til den regnbuefarvede dimension af det nordiske lys? Hvordan får man adgang til Regnbuebroen Bifrost og dermed forbindelse til den anderledes bevidsthed som den repræsenterer. Jeg vil gerne skabe vejen til regnbuebroen for at trække en linje til en anden tid, hvor det nordiske folk definerede sig ud fra en anderledes virkeligheds-opfattelse. Min vision med projekter er, at kontakten til fortidens mytologi kan give os et mere nuanceret syn på vores nordiske identitet.

Kunst-Event: Vejen til Regnbuebroen Bifrost, Søndersø, Viborg 2021

 

Kunstprojektet "Dybhavet". Skulptur, lys og video installation til Børnekulturnatten på Kulturhotellet i Rønde. Installationen blev brugt som scenografi til danseforestillingen og koncerterne på Børnekulturnatten. Desuden kunne børnene på en workshop lave fisk m.m. som blev brugt til leg i udstillingen. Den efterfølgende tid blev kunstinstallationen besøgt af områdets børnehaver.

Kunstprojektet "Dybhavet". Skulptur, lys og video installation til Børnekulturnatten på Kulturhotellet i Rønde. Lyd: Musiker og Komponist Niels Ulbrandt i samarbejde med publikum. Dansere: Shanghai Akademiet. Danseinstruktør: Merete Smedegaard.

Privatpolitik: På karinaart.com indsamles ikke personlige oplysninger. Der er således ingen brugerinformationer der bliver videregivet, solgt eller udlejet til 3. part.