Portrætmaleri

Siden min barndom har jeg tegnet og malet mennesker, jeg har altid været interesseret i de dybere lag i andre mennesker. Derfor er det blevet en del af mit kunstneriske arbejde at male portrætmaleri. Når jeg maler portrætter arbejder jeg ekspressivt. Udgangspunktet er i første omgang menneskers fysik, men efterhånden tager intuitionen over og farver og linjerne bliver en vigtig del af udtrykket. Portrætterne er aldrig 100 % gengivelse af menneskets fysik, de er en kunstnerisk fortolkning af den portrætterede hvor inspirationen viser vej.

Siden 2008 har jeg løst mange portrætopgaver for både virksomheder og private. Ofte bliver portrætterne malet i forbindelse med begivenheder som en fødselsdag, konfirmation eller en anden festlig lejlighed. Opgaverne har været meget forskellige.

I forbindelse med min deltagelse på Herning Industrimesse 2017 malede jeg et gruppeportræt af teamet bag messen. Portrættet blev påbegyndt under messen hvor hele teamet var til stede. Portrættet er efterfølgende udsmykning på deres fældes kontor.

En direktør havde set mit materiale. Han ønskede sig i fødselsdagsgave, at han og de medarbejdere der havde rund fødselsdag det samme år som ham, blev portrætterede. De blev alle malet i hemmelighed på virksomheden. Portrætterne kom til sammen til at skabe en stor udsmykning, som blev afsløret på direktørens fødselsdag.

Jeg har løst forskellige portrætopgaver for familier. Malerierne har været en personlig og unik gave til en ægtefælde eller markeret en begivenhed i familien.

Maleprocessen foregår ofte "on location". Maler jeg f.eks. et familieportræt, foretrækker jeg, at en del af arbejdet foregår i familiens egne rammer. Min erfaring er, at det giver en afslappet stemning og dermed et levende og autentisk portræt. Det bliver til et event hvor alle de tilstedeværende bidrager til dynamikken og dermed bliver det til en proces for alle. Jeg medbringer staffeli, malegrej og afdækning, maleprocessen foregår over et par timer, efterfølgende bliver portrættet færdiggjort på mit atelier.